Jeg har lige set udstillingen 'LARGE FIELD ARRAY' af den britiske kunstner Keith Tyson. Udstillingen er helt klart en af de bedste Louisiana har haft. Inden vi nåede rummet, hvor udstillingen befandt sig, kom vi i snak med 2 kustoder, som uafhængigt af hinanden straks spurgte, om vi havde set Tysons værk.
De var begge tydeligt begejstret og fortalte ivrigt om hans idéer og tanker. Den ene mente, at i de 6 år hun havde været tilknyttet museet, var det helt klart det bedste hun nogensinde havde set.
'Large field array' er et område i New Mexico hvor store radioteleskoper er rettet mod universet. Disse teleskoper kan rettes mod ét enkelt punkt fra flere vinkler og på den måde give et skarpt og detaljeret billede.
Keith Tysons værk består af ca. 200 forskellige skulpturere i størrelsen 60x60x60 og er placeret på gulvet og på væggene med ca. 1 meters afstand. Hver skulptur er individuel men sammen er de forbundet til hinanden og det sjove er, at man går rundt imellem dem og prøver at finde disse sammenhænge, som kan være af filosofisk, materiel, fysisk eller visuel art. Der går lidt sport i det, når man er sammen i en vennegruppe, om hvem der får øje på hvad og finder dette væld af forbindelser.
Jeg fik taget et par billeder, inden jeg blev stoppet af kustoden, som høfligt fortalte, at man ikke måtte fotografere.
Skulle man have lyst til at opleve denne fantastiske udstilling kan den ses på: De Pont museum of contemporary art, Tilburg - Holland. Fra d. 3. februar til d. 17. juni 2007.
Her vises hele udstillingen. Louisiana havde ikke plads til hele udstillingen og havde derfor valgt at vise et begrænset udsnit. Min begejstring for 'Large field array' har fået mig til at overveje, om jeg skal tage til Holland og se resten, for det er virkelig en sjov og fantastisk detaljeret udstilling.
